Du får her 3 versioner af pilesnaps, alle med en rund og fyldig smag, der bare bliver bedre og bedre år for år.

Hanrakler til pilesnaps

Hanrakler der blomstre, er perfekte til pilesnaps

Pilesnaps af gæslinger/rakler:

I slutningen af marts springer hanraklerne ud og er klar til at blive høstet. De skal indsamles lige efter at gæslingerne er sprunget ud og de friske gule støvdrager kommer frem.

Sådan laver du pilesnaps

Fyld et patentglas eller syltetøjsglas med godt 2,5 dl gæslinger/rakler til 70 cl Brøndum (eller 1/3 rakler/gæslinger til 2/3 ren alkohol/vodka/snaps).

Stil pilesnapsen et mørkt sted (gerne ved stuetemperatur) og lad det trække 3-4 dage. Det er en god ide at vende glasset med jævne mellemrun, så essensen får lov at blande sig.

Efter det har trukket, skal du smage på snapsen (selvfølgelig!), inden du filtrerer det. Måske ønsker du at den skal stå en dag eller to mere?

Når du har opnået den ønskede smag, skal kryddersnapsen filtreres gennem et kaffefilter, et rent klæde eller lignende. Nu skal pilesnapsen lagre yderligere 4 måneder og når du kigger til den med jævne mellemrum, vil du se at farven skifter og bliver mørk brun.

Det er vigtig IKKE at ryste glasset ved 2. lagring, for der samler sig yderligere bundfald på bunden. Det filtrerer du bare væk, inden pilesnapsen serveres ved stuetemperatur.

Pilesnaps er ikke en hurtig snaps at lave – men den vil tilgengæld passe perfekt på Påskebordet året efter!
God fornøjelse.

Pilesnaps - skal laves i marts/april

Pilesnaps – skal laves i marts/april

Pilesnaps af kviste

Når du nu er ude og høste pil, og du har plukket gæslinger og rakler af kvistene, så brug kvistene til en pilekvistsnaps. Pilekvistene skal være fri for blade, rakler og gæslinger. Kvistene skal ca. have samme tykkelse som en blyant.

Klip pilekvistene i mindre stykker (10-30 cm) som passer til glasset og fyld op med alkohol (vodka, Brøndum eller andet rent alkohol). Jeg bruger blandingsforholdet 1/3 kviste og 2/3 snaps, men hvis du får lavet ekstrakten for stærk kan du altid fortynde den yderligere.

Lad det trække i 14 dage – 3 måneder (smag på den ind imellem) inden du filtrerer gennem et kaffefilter og smager til. Jeg fortynder pilekvist-ekstrakten: 1 del kryddersnaps til 8 dele ren alkohol.

Fortynd ekstrakten efter din egen smag (prøv dig frem) og stil den til lagring i nogle måneder eller længere – det vinder den ved. Pilekvistesnaps passer både til julefrokosten og til Påskebordet, eller bare til en dag hvor du trænger til lidt opkvikkende (læs mere om pilens gode egenskaber her under)

Pilesnaps af bark

Barken fra pil kan også bruges til pilesnaps. Hvis du alligevel klipper din hurtigt voksende pil ned, så brug barken fra de store friske grene til en pilebarksnaps. Barken er mest frisk og saftig i april måned, når gæslingerne springer ud.

Skræl barken af grenene og hæld pilebarken over med snaps/vodka. Det hele trækker i 6-8 uger et mørkt sted, og vinder ved at blive vendt/rystet med jævne mellemrum. Inden du filtrerer, skal du lige smage essensen til – har den trukket nok?

Nu skal kryddersnapsen filtreres gennem et rent klæde eller kaffefilter, fortyndes (1 del kryddersnaps til 8 dele ren alkohol) og skal lagre yderligere 4 måneder – gerne længere.

Vidste du det om pil

– al slags pil kan anvendes til pilesnaps
– en pilesnaps drikkes af garvede snapsefolk før en god fest – det forebygger tømmermænd
– de oprindelige amerikanere – indianerne – lavede et afkog af pilebark, for at svede feber ud
– pilebark indeholder salicylsyre som bl.a. findes i Aspirin

no92.dk:
recipe image
Opskrift:
Pilesnaps
Publiseret:
Forberedelsestid:
Tilberedelsestid:
Tid i alt: