“Hvis der skulle komme et menneske forbi” – selvbiografi eller fantasi?

Jeg er netop færdig med bogen “Hvis der skulle komme et mennemske forbi” af Thomas Korsgaard. Den er enormt velskrevet, fuld af dilemmaer og så er jeg ret begejstret for beskrivelsen af livet på en lille gård på Skive-egnen.

Hovedpersonen i bogen “Hvis der skulle komme et menneske forbi” er drengen Tue, som er vokset op på et landmandssted ved Skive. Tue bor sammen med sine forældre, to mindre søskende og 8 hunde. Bogen handler om Tues opvækst på en gård, hvor faderen er på randen af fallit, moderen er på randen af en depression efter en sen abort (dødfødt lillesøster) og de to mindre søskende lever deres eget stille liv.

I bogen følger man drengen Tue og hans liv i skyggen af sine klassekammerater. Et liv med skam over rotter i hjemmet, den evige lugt i tøjet af kostald og en stor mangel på omsorg og kærlighed. En dreng der ikke har venner i skolen, og som er overladt til sig selv i en familie uden overskud.

Uenige om barndommens oplevelser

Efter bogen er blevet udgivet har der været en del debat om romanen er en selvbiografi eller ren fiktion. Sandheden er nok et sted midt i mellem, og forfatteren Thomas Krosgaard selv, giver udtryk for at meget af historien er taget fra virkeligheden. Det er dog noget som hans lillebror er dybt uenig i.

Men det gør ikke så meget, for bogen rammer mig! Især gør drengen Tues følelser og handlinger – skrevet med stor indfølig og sort humor – et stort indtryk og giver stof til eftertanke.

Herunder kan du læse et uddrag af bogen “Hvis der skulle komme et menneske forbi”:

“Det begyndte med, at vi fik rotter. Jeg var 12, og mine forældre var udødelige. De så ikke rotterne som et tegn på noget. Rotterne løb bare rundt bag panelerne i vores køkken hver nat. De havde gnavet sig vej gennem glasulden under facaden, og nu løb de rundt inde, hvor skufferne stoppede. Man kunne høre deres kløer, når de pilede hen over træet. De spiste alt, hvad de kunne få fat i. Krummer af brød og kager, der lå i bunden af skufferne. Løg og kartofler fra skabet under håndvasken. Selv de små tabs til opvaskemaskinen og kalkfjerneren fik de gnavet sig igennem, uden at de tog skade. Det stank fælt fra rottereden bag panelerne. Min far havde stillet en plastikbakke med gift frem i skabet under håndvasken. Det var helt lyserødt. Vi måtte ikke røre det, sagde min mor. Giften hjalp ikke, og en uge efter var rotterne stadig i live. De havde ikke engang nippet til giften.

”Den danske rotte er blevet modstandsdygtig,” sagde min far.

”Vi kan ringe til en skadedyrsbekæmper,” foreslog min mor.

”Njaaaaa,” han trak på det. ”Små slag, Lonny.”

”Jeg gider det ikke mere, det er fandens ulækkert.”

”Vi ordner det selv. Det kan jeg sagtens klare.”

”Det må du om.”

Min far gik udenfor og tændte for en slibesten med motor, som stod i laden. En hvinende lyd fra den skar sig ind i stuehuset. Han kom indenfor igen med en skarp spade i den ene hånd og et brækjern i den anden.

”Nu skal I bare se,” sagde han. Så lukkede han dørene til i køkkenet, pillede panelerne ned med brækjernet og lod rotterne løbe ud på gulvet i rummet. Han gik rundt i køkkenet i sin blå kedeldragt, løftede spaden op i højde med skuldrene og lod den falde. Sådan huggede han rotterne over i halve, og et metallisk brag lød, når spaden nåede gennem linoleumsgulvet og ramte betonfundamentet. Én efter én fik han gjort det af med dem. De lå i hver deres blodpøl på køkkengulvet. En enkelt havde nærmest fået vrangen vendt ud. Min mor vaskede det hele væk med en karklud, da han var færdig. Så sømmede min far panelerne på plads igen, og rotterne blev kastet over i en bunke af døde dyr, der i forvejen lå ude på gårdspladsen. Døde dyr rådner først, når de har ligget længe nok til, at maddikerne er kommet ind under huden på dem og har overtaget deres kroppe. Så lægger hårene sig ned i glatte, fedtede folder, og når fluerne skider i deres udtørrede øjne, begynder de at lugte. Kalve døde af lungebetændelse, nogle gange liget af en vild kat eller en maltrakteret høne ødelagt af en ræv. Jeg kunne finde på at stirre ind i de tomme pupiller hos en nylig død kalv, og jeg samlede en overgang på deres øremærker. Min far brugte forebyggende antibiotika, for at de ikke skulle blive syge, men det hjalp ikke. Det var svært at være landmand, når dyrene sådan døde, sagde min far efter at have båret endnu et ådsel ud fra stalden. En gang om måneden blev alle døde dyr hentet i hele Nørre Ørum og kørt til forbrænding, men på gårdspladsen hvirvlede der stadig utøj rundt i luften, og stanken forsvandt aldrig helt”

Bogen “Hvis der skulle komme et menneske forbi” kan købes hos “Bog & Ide”